Velkommen

Velkommen til min blog om vægttab, livsstil og vægtvedligehold. Bloggen den er mest til egen brug, men du er velkommen til at kikke med og også til at skrive en kommentar

torsdag den 29. maj 2008

Løbetur og sjippetur

Det går godt med motionen - på trods af at jeg ikke har fået cyklet hver dag, så har jeg stort set dyrket motion hver dag.

Jeg fandt sjippetovet frem i onsdags hvor jeg var hjemme for at passe børn, hvilket resulterede i ondt i skuldre og arme om torsdagen så da cyklede jeg ikke på arbejde. I stedet løb jeg omkring 3.75 km på 24 minutter - en klar forbedring i både hastighed og turlængde.

Jeg vil have printet et løbeprogram og så komme i træning til mit firma's sportsdag.

Jeg har fundet nogle informationer om sjipning:
Hjerteforeningen om sjipning som energiforbrænding:
Din kalorieforbrænding ved sjipning afhænger af mange faktorer, fx din vægt, antal hop pr. minut, hoppehøjde og selvfølgelig din teknik. Jo bedre teknik du har, jo mere økonomisk vil du kunne sjippe. Dette betyder faktisk, at du vil forbrænde færre kalorier pr. hop. Det kan du kompensere for ved at øge hoppefrekvensen, efterhånden som du bliver bedre.

Man ved, at forbrændingen ved sjipning svarer nogenlunde til at løbe med 8-10 km/t eller at cykle med ca. 25 km/t. For en kvinde på 65 kg svarer dette til ca. 8 Kcal/min. Er man i gennemsnitlig form, svarer det til en middelhård belastning.


Jeg skal have fat i et lædersjippetov med træhåndtag - det anbefales på forskellige hjemmesider.

Program:
Alm. sjip med hop på begge ben - som start 10 min. i roligt tempo. 3 gange om ugen. Efter et par uger så kan du sætte tiden op til 15 min. og derefter 20 osv. Husk at holde et par dages pause.

Prøv at hoppe lidt på hvert ben, tæl en to på hvert og skift. Når du har fået lidt mere styr på det kan man lave knæløft skiftevis med højre venstre ben. Benspark, sakse, kryds osv. Der hvor man virkelig rykker er ved tempo skifte, kør evt. 30 sekunder tempo med knæløft. Man kan få lidt ondt i ankler og skinneben så husk at strække ud.
Personligt sjipper jeg på bare tæer da sko kun er til besvær.
Når du har fået styr på det er det bare med at lave sit eget program med tempo og benskifte i 20-30 minutter.

Længde på reb:
Længden kan du styre ved at stille dig på torvet med samlede ben og så skal det være lige lidt over hoftehøjde i hver side, når du holder torvet i hver side. Torvet kan være læder eller plastik/ gummi, ikke rep. Køb et let rep i starten. Sportsmaster har nogle plastik i forskellige farver som jeg selv bruger.

Eller det skal nå op til armhulerne.

tirsdag den 27. maj 2008

God mandag og rpg tirsdag

Jeg cyklede på arbejde idag - da jeg havde taget cyklen med hjem i bilen igår.

Det tog mig 43 minutter ialt - frem og tilbage at cykle og det giver en gennemsnitsfart på 20,5 km/t - en lille milepæl for mig da det rykkede mig op i madital's kategori fra rolig cykling til moderat cykling.

Madmæssigt var det også en god dag - også selvom der var plads til en gratis softice ude på arbejde. Jeg drak ikke nok men ellers var der smilieys over hele linien.

Det går rigtig godt med at holde vægten lige nu - idag tirsdag var den nede under min ønskevægt, men ikke så meget at det gør noget.

I aften er der rpg - og jeg har nu taget konsekvensen af at jeg ikke kan holde mig fra slik den aften - jeg vil købe frugt og så tager jeg en mindre pose slik (ca 80 gram). Så må jeg bare sørge for at der er plads til det i min diet.

søndag den 25. maj 2008

Arbejde en søndag

Jeg skal på arbejde idag på en højhellig søndag så jeg kan holde fri onsdag og passe mine børn. Men jeg kunne ikke cykle fordi cyklen stod ude på arbejde.

Så jeg stod tidligt op, kørte forbi en bager (købte en kop kaffe, en cola light og en minimælk) og kørte så ud på arbejde hvor jeg spiste mine medbragte havregryn og drak kaffen. Så gik jeg i træningsrummet og løb i 20 minutter og brændte 1020 kj af - som kompensation for den manglende cykeltur. Jeg skal have cyklen med hjem i bilen så jeg kan cykle i morgen.

Jeg har også medbragt frokost - en femkornsbolle med hamburgryg og et stykke gulerodskage og et æble.

Vægten stod i dag i øvrigt på mit ønskemål idag.

lørdag den 24. maj 2008

Rugboller, gulerodskage og svømmehal

Jeg bagte rugboller idag mens børnene så Morgenhår og min mand var på arbejde. Jeg havde fundet denne opskrift på Rugboller med gulerod.

Det var nu ikke en særlig god opskrift - rugmel var ikke angivet i gram og dejen blev alt for klistret. Men jeg lavede en variant, hvis resultat blev helt hæderlig:

Rugboller med Gulerod
25 g gær
1½ dl vand
2 spsk. olie
1 dl youghurt
½ tsk. salt
1½ dl revne gulerødder (75 g)
2 dl rugmel (130 gram)
300 gram hvedemel (måske mere)
½ dl youghurt

1. Rør gæren ud i 1½ dl lunkent vand.
2. Tilsæt 1 dl youghurt, 2 spsk. olie, ½ tsk. salt 1½ dl gulerod og 2 dl rugmel.
3. Ælt hvedemel i lidt efter lidt til dejen slipper.
4. Sæt dejen til at hæve i en halv time.
5. Del dejen i 12 stk. og form hvert stykke til en aflang bolle.
6. Pensl bollerne med ½ dl youghurt, prik dem og lad dem hæve tildækket i 15 min. (jeg gav dem også birkes)
7. Bag dem i 25 min. ved 200 grader.


De blev faktisk ret gode - jeg brugte ylette 1,5% i stedet for yogurt.

Gulerodskagen var godt nok fedtfattig, men ikke sukkerfattig: 971 kj / 100 gram. Men den var god - jeg sparede på kanelet.

Og så tog vi i svømmehal idag. Det giver ikke så megen motion at holde øje med ungerne, som hvis man svømmer selv, men hvis man gør det når de er hhv 3 og 5, men jeg var nu ret træt bagefter alligevel så det gav nok lidt.

Madmæssigt bliver det en overskudsdag - jeg har nemlig ikke fået aftenskaffen endnu. Og da jeg har fået både is og vin idag, så var der ikke meget underskud tilbage (godt 200 kj).

Igår var dog en god dag, så mon ikke det går?

Det endte i øvrigt med at jeg bare tog et stykke knækbrød så dagen endte faktisk på 0. Yeah!

torsdag den 22. maj 2008

Bikini og slik

Jeg skulle passe børnene igår på en almindelig onsdag pga pædagogstrejken. Efter den lilles middagslur tog vi bussen ned i byen og fik os en is på Underground - dvs jeg fik kaffe og kirsebærtærte med lidt creme fraishe - og lidt af den lilles is. Derefter gik vi op og købte en ny badedragt og en ny bikini til mig. Jeg kunne ikke bruge en størrelse 38, meget til min fortrydelse. Det var hud der stak udenfor badedragten. Hud som ville sidde tættere på kroppen hvis jeg aldrig havde været tyk.

Om aftenen åd jeg så slik igen. Det var heldigvis "kun" cirka 50 gram, men det må altså stoppe på hverdagsaftner. Det endte med et overskud på cirka 2000 kj. Det går ikke i længden.

I dag bliver ikke meget bedre, for min mand og jeg skal ud at spise i aften. Jeg planlægger et sundere valg fra menukortet (jeg ved ikke hvor vi skal hen, så bedre kan jeg ikke planlægge det) og måske en lille popcorn i biffen.

tirsdag den 20. maj 2008

Mål nået!

Så har jeg nået mit mål. Jeg har tabt mig 22,8 kilo i alt på 43 uger. Det endte med at blive 530 gram om ugen.

Jeg har også fået målt mit kolestoroltal i sidste uge og fik resultatet idag: 3,4 - lægesekretæren sagde at det var meget flot og lavt og jeg ikke behøvede få det målt igen før om 5 år.

Og jeg har cyklet igen idag - og på trods af tilbud om at blive hentet, så sagde jeg nej og at jeg hellere ville cykle hjem. Jeg har endda lavet mave- og rygøvelser idag.

Idag er også rpg-aften. Fristelsesaftenen. Jeg er ikke villig til at lave det til min guf-aften, den vil jeg hellere have i weekenden. Så derfor lavede jeg en plan tidligere:
  • Jeg har printet et billede ud af mig selv fra 2003 som skal op og hænge der hvor vi spiller, så jeg har det at kikke på.
  • Jeg har fundet armbåndet, mangler bare at tage det på.
  • Jeg skal have købt frugt, der skal skæres og serveres for mig selv.
  • Jeg skal have købt cola light eller anden light sodavand.
  • Jeg skal tænke på at hvis jeg holder mig fra guffet i aften så hjælper jeg een som også gerne vil tabe sig ved ikke at friste vedkommende og at jeg så i øvrigt kan guffe i weekenden.

mandag den 19. maj 2008

Meget bedre

Ud over at være cyklet på arbejde idag, så har jeg også spist meget fornuftigt - også selvom jeg har spist normale portioner - og fik en halv øl samt en is (light sodavandsis).

Her til aften ender dagen med et underskud på 2000 kj - men set over de sidste 7 dage stadig et overskud i gennemsnit på godt 600 kj. Og jeg tager mig sikkert en aftenssnack.

Jeg er meget tilfreds med idag.

Det var lidt af en sejr da jeg fravalgte den panerede fiskefilet idag til fordel for en bagt kartoffel med skinke-majs-hytteost-fyld i kantinen.

Vi fik i øvrigt kogte nye kartofler, kogt broccoli, grillstegte rejer (i olie, hvidløg og chili) samt persillesmørsovs til aftensmad - og så den is til desert. Det smagte dejligt og var helt fornuftig.

Jeg fandt i øvrigt ud af at resette min cykelcomputer idag, og på turen hjemad i modvind kørte jeg knap 18 km/h i gennemsnit.

En smoothie for meget

I går var ikke nogen god dag, rent madmæssigt. Den der med sukkertyrkeren... hm... det holder ikke rigtigt. Den stod på kage, bolle mv igår - alt sammen med energiunderskud. Indtil jeg drak en smoothie lavet på blandt andet sukker, så skal jeg lige love for at der kom energioverskud. 2000 kj af slagsen. Og jeg vidste det endda på forhånd fordi jeg havde skrevet det ned.

Der er ikke rigtig nogen undskyldninger, men i det mindste nød jeg smoothien som var med solbær og jordbær (og altså sukker). Den var rigtig god. Næste gang laver jeg den med SØD.

Nå men idag er der atter en dag. Og jeg har cyklet på arbejde, så der er god chance for at dagen idag bliver en normal, sund dag.

Smoothien var i øvrigt en frappe-opskrift lavet til smoothie fra Vaniliekogebogen:

250 gram bær (100 gram frosne solbær, 150 gram frosne jordbær)
450 gram kærnemælk
1 dl sukker - skal erstattes med SØD
2 tsk vaniliesukker

Blend!

lørdag den 17. maj 2008

Lørdag med skovtur

Jeg har bagt idag - og brugt ikke-fedtfattige opskrifter. Men ingen af resultaterne (bortset fra min pizza til aftensmaden) var nu supergode.

Jeg har bagt majsbrød med natron og chili (smager af natron og er lidt stærk) - opskriften var bare ikke helt god. Jeg har bagt sommerboller som sådan set var gode, men hverken sunde eller i særklasse. Børnene kunne nu godt lide den. Jeg har bagt marcipanhorn med bagepulver som led af det samme som bollerne.

Men jeg spiste af det hele - og det til trods har jeg stadig energiunderskud i dag. Mine weekender er noget mere aktive end hverdagene (hvis man ser bort fra cyklingen).

Mad
På trods af en bolle og et marcipanhorn til kaffe, så er min fedtsyrefordeling faktisk god idag. Og min energifordeling er næsten fornuftig - dette kommer som lidt af en overraskelse for mig. Jeg har ikke spist så meget frugt og grønt som jeg burde, men det gør jeg jo sjældent i weekenden.

Med et underskud på omkring 700 kj så er dagen faktisk helt fornuftig.

Motion
Der har ikke været dyrket egentlig motion idag - men gåtur, madlavning, bagning, oprydning, sammenlægning af tøj, plantning i haven og vanding - så mit aktivitetsniveau ligger højt hvilket også er det som redder energiunderskudet hjem.

Indsatsområder
Jeg har et gennemsnitlig energioverskud på godt 700 kj i løbet af den sidste uge (sidste weekend var jo slem). Så det skal jeg da have arbejdet af. Men det kommer nok helt af sig selv i næste uge hvor jeg skal cykle på arbejde 4 ud af 5 dage pga strejken på børnehaveområdet og fordi min mand ønsker at have bilen når han skal passe børnene.

Jeg skal huske at skrive et billede at mig selv ud til rpg.

Ingen sukker - tja. Jeg fik jo kage og boller idag, men har faktisk ikke spist slik (honning, ja). Men ingen sodavand, saftevand, slik, chokolade eller lignende.

fredag den 16. maj 2008

Ristet rødtungefilet med friseesalat med bagte tomater og basilicumsauce

Mad
Skagenfood har flyttet leverancedagen til fredag og idag var der så rødtunge og den stod jeg for at lave. Maden var ikke ligefrem fattig på olivenolie, men allivel ikke så energirig.

Opskriften hed Ristet rødtungefilet med friseesalat med bagte tomater og basilicumsauce selvom salaten blev til krølsalat og jeg måtte hakke basilikummet fordi blenderen ikke ville tage det og balsamico-siruppen kogte for meget ind og blev til balsamico-karamel som var så stærkt at ingen kunne spise. Men det smagte dejligt:

* 600 g rødtungefilet
* 20 stk cherrytomater
* timian
* hvidløg
* 1 stk skalotteløg
* 2 stk tomater
* 1 bundt basilikum
* olivenolie
* smør
* salt og peber
* 1 stk frisée salat
* 2 tsk hvidvinseddike
* 1 stk krølsalat

Fremgangsmåde:

Bagte tomater: Placer cherrytomaterne i et ildfast fad og krydr dem med friskhakket timian, lidt presset hvidløg, olivenolie, salt og peber. Bages ved svag varme (ca. 150 grader) i 45 min. og gerne i længere tid ved lavere grader. Jo længere tid jo mere smag. Lad tomaterne køle lidt af inden servering.

Friséesalat: Dressing: Bland følgende sammen i bunden af en salatskål:
1/2 dl god olivenolie, et lille finthakket skalotteløg, kødet fra 2 tomater (fjern kernehuset og skær kødet i strimler), 2 tsk. hvidvinseddike og lidt salt. Skyl salaten og pluk eller skær den i mindre stykker og vend dem i dressingen. Til sidst vendes de bagte tomater i salaten. (Friséesalat er lidt bittert i smagen, hvorimod krølsalat er mere neutral - bland efter behag).

Basilikumsauce: 1/2 dl god olivenolie og bladene fra 1 bundt basilikum blendes og smages til med salt og peber.

Rødtunge: Fileterne krydres med salt og peber og foldes, så de er lige tykke. (Lav evt. 1-2 snit på tværs, men uden at skære fileten over og fold fileten sammen). Steges på en pande i lidt smør. Steges primært på den ene side i ca. 5-8 min. og vendes til sidst på den anden side.

Ekstra smagspift: Balsamicoglace: 1 dl god balsamico og 1 spsk. honning koges ind, til det før en sirupsagtig konsistens.

Server retten med nye små kartofler.


Jeg har undgået alle fristelser idag - spiste den planlagte grove rundstyk med smørbar og så en banan til da vi fik fredagsrundstykker, men til morgenmad havde jeg spist ylette med æble som ikke indeholder så meget energi som min sædvanlige morgenmad (eller så mange kostfibre). Så da fredag er desertdag så tog jeg en is sammen med familie - og har stadig 1800 kj i underskud. Jeg skal nok have et stykke frugt eller knækbrød i aften, men dagen har helt klar stadig underskud.


Motion
Jeg cyklede på arbejde og hjem idag. Derud tog det godt 21 minutter og hjem godt 27 - og det er jo en klar forbedring. Og det gav 1,6 på motion på madital, lige netop nok til at gøre smileyen glad.

Jeg kunne godt nok godt mærke det i benene da jeg senere cyklede den lille tur ned til brugsen.


Indsatsområder

- Jeg fortalte godt nok i går at jeg er gået på en kold sukkertyrker, og af den grund drak jeg heller ikke sodavand idag (ikke engang sukkerfri). Så tog jeg isen her til aften og det har jeg det fint med fordi min sukkertrang er allerede for nedadgående. Men jeg skal stadig passe på.

torsdag den 15. maj 2008

Kiloerne rasler af

Ja, altså dem jeg tog på da jeg var syg. Vægten fik endnu et ryk nedad og igår kunne jeg se at jeg havde tabt mig 2 kilo på 7 dage. Med det jeg har spist, så det jo have været vand.

Motion
Jeg cyklede ikke hjem igår - tiden løb fra mig på arbejde og så tog jeg hjem i bilen sammen med gemalen. Derfor cyklede jeg heller ikke på arbejde idag, cyklen stod jo ude på arbejdet. Jeg skal dog cykle hjem idag.

Måske skulle jeg løbe en tur i aften mens ungerne ser TV? Jeg skal i hvert tilfælde se Taggart så om aftenen har jeg ingen ambisioner om at komme på løbetur.

I øvrigt så har BUPL varslet strejke og derfor kommer jeg nok til at cykle på arbejde alle 5 dage i næste uge.

Mad
Jeg føler mig stadig abnorm sulten, især hvis der er fedtrige eller sukkerholdige madvarer i nærheden. Men jeg fik da styr på mit spiseri igår, hvor jeg klarede en hel dag uden uplanlagt spisning.

Ros
+
Jeg arbejder på at fjerne uplanlagt spisning fra min hverdagsdiet. Det lykkedes igår.

Indsatsområder
+
Min sukkertrang og trang til overfyldning og til fedtholdige madvarer er høj i øjeblikket, men jeg har også haft nogle dage hvor jeg har spist meget af den slags (minizoo, fødselsdag mv). Jeg tager en kold tyrker på disse madvarer igår, idag og imorgen.

+ Der skal gøres noget ved min spisning på RPG aftener. Jeg kan komme i tanke om følgende muligheder:
* Hæng et billede op af mig selv og brug det til at undgå gufferiet. Helt. Kun cola light, ikke guf.
* Køb en pose vingummi, vej 100 gram af og tillad mig selv det. Brug evt ur så det ikke bliver spist for hurtigt.
* Skær en masse frugt ud og put det i en skål og server det for mig selv. Og cola light.
* Tag armbånd på så jeg tænker over det hver gang jeg rækker ud.

Som min motion er lige nu tror jeg ikke helt der er råd til vingummierne. Min løsning næste tirsdag er billedet, armbåndet og frugt og cola light.

onsdag den 14. maj 2008

Ædeflip

Hvorfor kan jeg ikke styre mig? Igår til RPG rå-åd jeg mandler og chokolade - oveni en pæn stor aftensmad. Jeg åd til jeg fik det dårlig - sådan 70% mørk chokolade har sin egen fysiske begrænsning som jeg så absolut nåede. Og jeg bællede også 1½ liter cola light.

Jeg skal have hængt det billede op af mig selv så jeg har det at se på. Og så skal jeg have lavet fingerfrugt til mig selv før spilleaftenen, så det i det mindste er lidt sundt, det jeg får.

Madital er iøvrigt nede så her er dagens tal (jeg var til læge her til morgen for at få målt mit kolestoroltal og skulle møde fastende, så jeg købte morgenmaden i kantinen):

Morgenmad:
143 fedtfattig bolle
51 45+ ost
200 kaffe

tirsdag den 13. maj 2008

Munkholm zoo og fødselsdag

Jeg må hellere skrive for de sidste 2 dage. Jeg ved ikke helt hvorfor at jeg ikke kan overholde mine egne planer. Måske fordi jeg ikke for alvor tror på at ekstra spiseri når man sådan er afsted ville sætte sig på sidebenene, men at min hverdagsmad og -motion er fordelt sådan at der er plads til lidt mere spiseri på sådanne dage?

Det er lidt svært at vide om jeg narrer mig selv om det er rigtigt - før vægten fortæller noget om det. Især fordi jeg ikke fik skrevet fødselsdagen ned - men jeg vil gøre mit bedste for at få det skrevet ned.

Jeg kan desværre ikke skrive det ind lige nu da madital er nede.

Munkholm zoo
Jeg spiste faktisk planlagt i zoo - men min plan indeholdt så for meget mad. Jeg kunne ikke spise det op. Det var om aftenen hvor jeg tog mig en light sodavandsis, at jeg spise uplanlagt. Jeg var helt opkogt efter en lang dag i solen.

Fødselsdag
Jeg spiste som jeg var betalt for det. Jeg fylde for meget på min tallerken (heldigvis - og måske lige netop derfor - var de fleste af tingene ret fedtfattige), jeg spiste en ekstra frikadelle, jeg spiste for meget slik og for mange fyldte chokolader og kiks med ost og een af hver slags småkage. Og for lidt frugt. Til aftensmaden hos min far drak jeg endda sukkerholdig sodavand (druesukker) - og spiste et stykke toastbrød med ost. Den dag spiste jeg alt for mange kalorier.


Cykle
Idag cyklede jeg på arbejde på cirka 25 minutter. Det er det langsommeste endnu, men jeg er godt tilfreds fordi det betød at jeg faktisk cyklede på arbejde efter 3 ugers pause. Idag cykler jeg ikke hjem da jeg skal hjem og handle og så lave mad til RPG i aften. Jeg cykler istedet hjem i morgen hvor jeg ikke kan cykle på arbejde fordi jeg skal til lægen for at få målt kolestoroltal.

lørdag den 10. maj 2008

I byen med barnet

Madmæssigt har det været lidt af en skoddag. Bortset fra vand, motion og sukker, så blev det slet ikke til smileys idag. Men jeg har underskud på energibalancen - næsten 2000 kj (jeg bagte om eftermiddagen og var i haven bagefter). Men det blev til for lidt grønt - under 100 gram. Og for mange mættede fedtsyrer.

Der var nemlig ikke havregryn nok til hele familien i morges og så lod jeg mig friste til at spise brød. Med nutella. Og honning. Til frokost holdt jeg mig til den planlagte grahamsbolle med laks (det var ikke en spinatbolle som jeg ellers huskede det) og jeg fik isthe med sirup istedet for juice hvilket energimæssigt nok var bedre men vitaminmæssigt værre. Og til aften orkede manden ikke at lave mad så det blev til købepizza.

Kaffe var heller ikke helt god fordi jeg fik en nybagt brownie og en chokoladekiks. Men "heldigvis" havde jeg glemt smørret i brownierne og så var de jo ledt sundere.

Generelt var dagen ikke sundhedsmæssigt i top, men jeg er tilfreds med energiunderskuddet - og jeg fulgte min madplan nede i byen.


I morgen tager vi til Munkholm zoo, og jeg står for madpakken.

fredag den 9. maj 2008

Kinesisk mad og ylette

Der var ikke nok mælk her til morgen, så jeg tog i stedet for de sædvanlige havregryn en portion ylette med frugt og lidt nødder ved siden af. Det viste sig at indeholde meget mindre energi end havregryn - men også meget færre kostfibre og for en gangs skyld var min kostfiber smiley på madital ikke glad.

Men når der er rundstykker om morgenen på arbejde og en gratis is til frokost, ja så gør det måske ikke så meget at man ikke fik helt så mange kalorier til morgenmad. Jeg var ellers god mht isen fordi i stedet for en magnum som de fleste valgte, så fik jeg mig en Kung Fu is med superpiratos. Den smager i øvrigt godt.

Jeg var også god til fredagsrundstykkerne hvor jeg kunne mærke at jeg sagtens kunne spise mere end et og at jeg også var fristet af deres gummi-ost og marmelade. Så jeg købte den planlagte grovrundstyk og tog den planlagte pakke smørbare og så købte jeg en blomme, som jeg spiste til sidst. Det betyder virkelig noget at man kan sidde og nyde kaffen mens de andre spiser rundstyk nummer 2 og så glæde sig til blommen.

Jeg valgte til frokost et stykke lunt kød som ikke var i helt den magre ende - skinkesteg tror jeg det var. Men så meget fedt var der heller ikke i og det gav en dejlig mæthedsfornemmelse sammen med rugbrødet. Jeg har ellers tidligere holdt mig fra den slags kød men jeg tror ikke den her var specielt slem og den kan godt komme ind i min kost.

Til aften lavede jeg kinesisk mad. Vi skulle jo have fisk - torsk. Så jeg lavede en soyabaseret marinade med hvidløg, friskhakket chili og ingefær som kom på fisken og så i ovnen i kun et kvarter på 210 grader. Så lavede jeg en sursød sovs som jeg nok overgjorde det sure på og derfor fik lidt mere sukker i. I sovsen skulle der også ananasjuice, som de ikke havde i brugsen. I stedet købte jeg en ananas som jeg skar i stykker og blendede sammen med lidt vand. Så satte jeg mosen i et kaffefilter og ud dryppede ananassaft som jeg brugte. Sovsen blev ret god. Jeg lavede også en masse lynstegte grøntsager - gulerod, peberfrugt, fennikel, bladselleri og løg.

Det smagte helt kinesisk og var ret god. Og indeholdt ikke så mange kalorier.

Dagen endte med at jeg havde spist nok frugt, ikke nok kostfibre, ikke nok fedt, for mange kulhydrater (hvilket er godt fordi den plejer det at knibe med) og for meget sukker. Og for mange kalorier fordi jeg skal have et underskud på 2000 kj, men fik kun et på 1380 kj. Det er dog stadig et underskud, så jeg er tilfreds.

Af en hverdag at være så indeholdt den alt for meget sukker. Det meste kom fra isen og fra sovsen - men vi spiser sjældent sursødsovs og isen var gratis.

Jeg har i øvrigt stadig hævede ankler - meget endda. Så mit håb er stadig at noget af vægtstigningen forsvinder sammen med vandet.

torsdag den 8. maj 2008

Legelandet.dk

Legelandet er helt klart en ting vi skal prøve igen. Sådan en torsdag eftermiddag er der ikke så mange børn så der var god plads til både 3-årige og mødre i de forskellige luftpudeborge og klatrestativer.

Jeg havde faktisk troet jeg skulle sidde ved et bord og trone det meste af tiden. Jeg havde endda medbragt en bog til at læse i. Men jeg kunne hurtigt se at de to på 5 ræsede rundt uden tanke for at den lille på 3 ikke lige kunne følge med så jeg satte mig for at hjælpe ham rundt så han også fik en god dag. De to store syntes vist også det var ret fedt at jeg var rundt i stativerne.


Billedet er ikke taget af mig, men fundet på nettet da jeg havde det lille kamera med og ikke umiddelbart kan finde et slot så jeg kan læse den. Men denne rutchebane prøvede jeg og min 3-årige en del gange.

Så umiddelbart fik jeg mere motion end jeg regnede med og det var godt fordi jeg spiste også en del mere end jeg regnede med - vi tog nemlig på mcdonalds i stedet for at spise i cafeteriaen. Og jeg valgte den fornuftigere chicken olympics samt en sukkerfri sodavand - og spiste lidt for mange af børnenes fritter og - puha! tog endda en bid af min drengs cheeseburger. Og så sluttede vi af med en isvaffel.

Så dagen havde ikke underskud, men den havde heller ikke overskud. Så som festlig lejlighed var den acceptabel men ikke god for jeg fulgte ikke min plan helt.

onsdag den 7. maj 2008

Tabt mig 1 ud af 4

Om onsdagen er der jo onsdagsvejning på madital og resultatet var at jeg havde tabt et kilo i forhold til sidste onsdag. Der er så 3 kilo endnu før jeg er tilbage ved udgangspunktet.

Jeg er uden motion på 3. uge. De to første uger var det naturligvis udelukket da jeg lå syg. Men i denne uge har jeg så også fravalgt motion - jeg er stadig ikke på toppen og efter 14 dage så er der ret mange andre pligter, både derhjemme og på arbejde, som kalder. Fra mandag starter jeg op igen.

Ros - det skal man jo have: Jeg er blevet ret god til at tage normale portionsstørrelser - med reglen om at jeg kun må tage een portion så har jeg det med at dynge tallerknen til. Denne nye gode færdighed kommer nok mest fra at jeg har haft kvalme i næsten en uge og mad i store mængder stadig ikke bekommer med helt godt. Bortset fra ris, pasta og kartofler - men dem har jeg så også kunnet begrænse. Det er jo en god egenskab at have.

Jeg er også blevet bedre til at kunne vælge guf fra. Torben spiste et stykke marcipanroulade igår - jeg valgte 2 stykker knækbrød uden noget på. Det er nemmest hvis jeg kan vælge frugt som alternativ. Hvis jeg skal sidde og ikke have noget, når andre guffer, så bliver det straks sværere.

Der er tre festlige lejligheder under opsejling.

Legelandet
Den første er allerede i morgen eftermiddag hvor børnene og jeg samt een af børnenes kammerater skal i legelandet i Brabrand. Jeg ved allerede at jeg skal købe maden derude i cafeen - og jeg skal have en sandwich, en sukkerfri sodavand. Og så kan man købe frugt, så det skal jeg have mens ungerne får is.

Bytur lørdag
På lørdag skal Søren og jeg en tur ned i Århus for at købe sko. Vi spiser sikkert nok dernede - og så skal jeg have en laksesandwich i Kong Cafe på grov spinatbrød. Det lyder nok sundere end det er - og jeg bliver nødt til at levne lidt fordi mængden er ret betragtelig. Desuden skal vi have en friskpresset juice.

18 års fødselsdag
På mandag - 2. pinsedag - holder min svigerinde og bror fødselsdag for min nu 18 årige store nevø. De to plejer at diske om med virkelig lækre retter og det plejer at være buffet i 2 niveauer (hovedret og desert). Vi skal også have kaffe.

Planen er at tage en enkelt tallerkenfuld hovedret samt en enkelt tallerkendfuld desert. Til kaffen et stykke kage og evt en bolle. Så meget frugt jeg kan spise og højst 3 stykker slik/chokolade. Jeg må drikke en øl / et glas rødvin og ellers sukkerfri sodavand.

tirsdag den 6. maj 2008

Ved at være rask

Jeg har taget cirka 4 kilo på mens jeg har været syg, hvilket er uretfærdigt fordi jeg har altså ikke spist så godt. Eller så usundt. Noget af det er vand - så jeg håber jeg taber en del af det hurtigt igen. Men ellers så har jeg sat et mål på 1 kilo på 14 dage (same old same old) på madital.

Jeg har droppet motion i denne uge - indtil jeg er på ret køl igen. Så er det 3 uger uden motion, det tror jeg at jeg vil kunne mærke når jeg skal igang igen. Heldigvis er vejret med mig lige nu - håber det holder til næste uge for det er dejlig solskin. Lidt motion er det dog blevet til fordi sidste weekend så slæbte jeg jord i højbedene. Dvs jeg kørte på genbrugsstationen, fyldte traileren og kørte hjem igen og kørte jorden fra traileren om i haven på trillebør hvor jeg kastede den op i højbedene. Alt sammen med en spade fordi skovlen blev for tung. Dvs jeg skovlede al jorden 3 gange før den var på plads - ialt cirka 7,8 x 1,2 x 0,3 m^3 = 2,8 m^3. Det er cirka 3,4 ton jord der blev skovlet 3 gange. Jeg var også ret ødelagt bagefter, men vi fik da sat noget i jorden.