Velkommen

Velkommen til min blog om vægttab, livsstil og vægtvedligehold. Bloggen den er mest til egen brug, men du er velkommen til at kikke med og også til at skrive en kommentar

lørdag den 21. juni 2008

Maddag idag

I morges fik jeg havregryn. Lyder det kedeligt? Så se lige her:
Havregryn, skummetmælk, jordbær, banan, æble, mandler og solsikkefrø. Og det er altså min hverdagsmorgenmad.

Til frokost fik vi femkornsflutes - bagt efter opskrift fra Brugsens nye kogebøger (Mad med Børn) hvor halvdelen af melet er byttet ud med grahamsmel. Det så således ud:

Groft brød, salat, hamburgryg, tomat, løg, gulerod, miracle whip (10%) og en syltet jalapinõs skåret i små stykker og fordelt. Jeg fik også en rugbrødsmad med lidt miracle whip og tomatskiver.

Om eftermiddagen fik jeg mig en lille lur og bagefter satte jeg sæde og styr op sønnens cykel og hele familien var ude foran huset. Det blev også til lidt motion i den anledning - og der er flere ting at lægge mærke til på dette billede: Moderens ansigt er mere spændt end drengens (og han kører faktisk ret stærkt her). Man bedes naturligvis også bemærke moderens checkede hår.

Til eftermiddagskaffen fik jeg en grovbolle med 30+ ost og hybenmarmelade - sidstnævnte var økologisk og fra Marmeladelyst og har hele 70% frugt og mindre energi end f.eks. marmelade fra Frugtavlernes (hvilket lige var den anden jeg købte fordi manden havde bedt om jordbærmarmelade og det var udsolgt fra Marmeladelyst). Jeg fik også jordbær fra haven og ananas.

Sen eftermiddag var jeg ude at løbe (jeg havde ellers lidt opgivet efter at det havde haglet tidligere på dagen, men det klarede op som det kan ses på billedet med cykel-drengen). Jeg løb en lille tur på godt 2 km - men jeg har altså maveproblemer og det er ikke godt for præstationen, jeg måtte gå af og til. Men 2 km på små 15 minutter er alligevel en pæn hastighed i min bog på cirka 8,5 km/h. Turen var ikke så lang fordi jeg næsten følger et træningsprogram fra iform hvor jeg skal løbe kortere intervaller men længere ture 2 gange om ugen og så et længere interval men kortere tur 1 gang om ugen.

Aftensmaden stod jeg selv for og den var på 2 retter. Først hakkedrenge (med soyasauce, løg og rød peberfrugt) med brune ris, tomatsovs med indkogt rødvin i og så rødbede - og en salat på siden hvori der var krølsalat, æble, salatmix (forskellige nødder og frø), glaskål (også kendt som knudekål) og æble - og en dressing bestående af olivenolie, æbleeddike og lidt dijonsennep. Det smagte dejligt.




Til desert fik vi denne raberbertrifli - Modificeret så der kom lidt æble i - og buddingen blev lavet som normal. Jeg brugte så A38 0,5% i stedet for græsk yogurt.

Jeg brød i øvrigt en regel og tog to gange af salaten - det skulle jeg nok ikke lige have gjort, men så lærte jeg da det.

Dagen sluttede med et lille kalorieunderskud, hvilket jeg synes var ret godt taget i betragtning hvor godt jeg egentlig har spist! Og alle smileys på madital var glade bortset fra energifordelingssmileyen der var sur fordi jeg har fået for meget alkohol idag. Jeg har bare fået en øl og lidt rødvin i sovsen.

Ingen kommentarer: